© 2026 Kingspan Holdings (IRL) Limited, All Rights Reserved
Udtrykket “brændbart” i forbindelse med byggematerialer giver ofte et billede af noget, der let antændes og brænder, men virkeligheden er, at spektret af brændbare produkter og materialer er stort og spænder fra dem, der let antændes og brænder hurtigt, til dem, der er svære at antænde og/eller slukker af sig selv.
Bare fordi et materiale er “brændbart”, betyder det ikke, at det vil brænde under alle omstændigheder, hvorimod et “brandfarligt” materiale (f.eks. benzin) let kan bryde i brand ved omgivelsestemperaturer, når det udsættes for en flamme. Så “brændbart” betyder ikke nødvendigvis “brandfarligt”.
»Brændbare« termoplastiske materialer som umodificeret polyethylen smelter, når de udsættes for temperaturer over deres smeltepunkt (ca. 110 °C for umodificeret polyethylen) og antændes let (flammende forbrænding), når de udsættes for tilstrækkelig varme.
På den anden side forkuller “brændbare” termohærdede isoleringsmaterialer som PIR- og fenolisolering, når de udsættes for tilstrækkelig varme, og denne proces reducerer og kan stoppe enhver flammende forbrænding, hvis varmeeksponeringen er stor nok til, at den kan opstå. Når varmekilden fjernes, stopper forkullingen, og en eventuel forbrænding slukkes af sig selv. Hastigheden, hvormed det sker, varierer dog afhængigt af produktet.
At gruppere produkter med så mange forskellige egenskaber under en bred overskrift som “brændbart” er derfor i bedste fald uhensigtsmæssigt og i værste fald vildledende.
I øjeblikket bestemmes et produkts “brændbarhed” for bygningsisoleringsmaterialer ved hjælp af to tests under Euroclass-systemet, der er baseret på test af meget små prøver.
For eksempel er BS EN ISO 1182: 2019, der bruges til at bestemme brændbarhed, en test i lille skala, der er designet til at vurdere, om et produkt vil bidrage til en brand. En lille prøve placeres i en cylindrisk ovn, som holdes på 750 °C. I løbet af den 30 minutter lange test overvåges temperaturændringer på overfladen og i midten af prøven via termoelementer (sensorer). Prøven observeres også for tegn på vedvarende flammer. Ved testens afslutning beregnes massetabet fra prøven.
I mellemtiden bruger EN ISO 1716: 2018 (Bestemmelse af bruttoforbrændingsvarmen (brændværdi)) en endnu mindre materialeprøve til at beregne den maksimale varmeafgivelse fra en prøve, når den er brændt helt. En lille testprøve males til et pulver og antændes i en iltatmosfære under tryk i en kalorimetrisk bombe. Bomben er placeret i vand, og temperaturændringer i vandet overvåges under afbrændingen. Det øvre brændværdipotentiale beregnes derefter ud fra temperaturændringen, prøvens masse og andre korrektionsfaktorer.
Ingen af disse tests vurderer det komplette produkt, som det markedsføres, hvordan det bruges, eller hvordan det reagerer med de andre produkter i et komplet bygningselement.
Derfor er det mindst lige så vigtigt at forstå, hvordan produkter fungerer som en del af et helt bygningselement, som det er at have en grundlæggende produktklassificering. Mens individuel produkttestning kan være nyttig til at give en basislinje for ydeevne, kan den have alvorlige begrænsninger, når man forsøger at vurdere ydeevnen for et komplet bygningselement, som f.eks. et fladt tag, både med hensyn til skala og fordi den ser på produktmaterialet isoleret i stedet for i sammenhæng med den anvendelse, det er beregnet til.
Anerkendte, uafhængige tredjepartstests af komplette systemer eller bygningselementer kan derfor være den bedste måde at vurdere, hvordan en given kombination af produkter vil fungere, uanset deres brændbarhed.
Men der findes i øjeblikket ingen standardiseret testmetode for dette brandscenarie, som kan bruges til at bestemme både lateral og nedadgående brandspredning med flere panelkonfigurationer, og det er et område, der helt klart skal tages fat på. Nationale brandmyndigheder bør bede EU-Kommissionen om at tage fat på dette som en hastesag gennem CEN (European Committee for Standardization). I mellemtiden bør nationale forsikringsselskaber også presse på for at få forsikringsbranchen til at udvikle et test- og certificeringsprogram, der tager højde for de forskellige variabler, der kan opstå.
I 2020/21 bad Kingspan Insulation Efectis om at teste ydeevnen for to almindeligt anvendte hollandske fladtagskonstruktioner i tilfælde af brand i et solcelleanlæg, herunder en tagkonstruktion, der anvender et FM-godkendt PIR-isoleringsmateriale, der er klassificeret som brændbart. Resultaterne udfordrer forestillingen om, at isolering af flade tage under solcelleanlæg aldrig bør være andet end Euroclass A1. Vi har udgivet et white paper, der beskriver resultaterne af testen, og som kan downloades gratis.
